Vores historie
C J Holm er grundlagt tilbage i 1887 i Aarhus af Carl Julius Holm og drives i dag som et personligt ejet enkeltmandsfirma med agenturer indenfor bygge- og industrisektoren.
Indehaver siden 2013 er Frederik Kortbæk, der startede sit virke i faderen, grosserer Thorvald Kortbæks daværende firma Louis Mølholm A/S i august 1984.
Direktør Kortbæk udtaler i den forbindelse:
“Faktisk begyndte jeg længe før, nemlig da min far første gang tog mig med i ‘firmarken’, som jeg som barn udtalte det, vistnok i 1962. Dengang lå firmaet i Bredgade 34 C i København. Det var spændende for en lille knægt at lege med kontorstempler og diktermaskiner og blive imponeret, når fjernskriverens klaviatur automatisk begyndte at slå an som en hel maskingeværsalve med en skriftlig meddelelse fra udlandet. Dengang fik man desuden endnu fra tid til anden kortfattede skriftlige meddelelser bragt ud via elektrisk telegraf og jeg husker, at firmaets telegramadresse var “suomiagent”. Det var også i de tider, at de halvautomatiske telefoncentraler fungerede og firmaet havde det prangende telefonnummer “Palæ 1005″. Grosserer, ingeniør Louis Frederik Theodor Mølholm (1881-1960) grundlagde firmaet i 1924, da han blev udpeget til den første agent i verden for ABLOY låsen (dengang produceret af Kone ja Silta Oy, hvilken fabrik i 1938 blev købt af Wärtsilä Oy) med den banebrydende skivecylinder. Før han blev selvstændig var han i en årrække ansat hos F. L. Smidth & Co.. Louis Mølholm var oprindeligt udlært kleinsmed, men faktisk også melodismed, idet han har lagt smukke og pompøse toner til bl.a. sangen “Gylden Sol” med tekst af Jeppe Aakjær. Min far, der tog eksamen som bogholder fra Niels Brock Handelsskole og startede som kontorchef i Adolph Holstebroe & Co. Eftf. A/S i 1952, overtog grossererfirmaet i 1958, der på det tidspunkt også havde agenturet for Karhu, den legendariske finske producent af sportsartikler. Siden hen satsede min far mere på skibstekniske artikler, værktøj og beslag med repræsentationer for f.eks. italienske F.lli Razeto & Casareto skibstilbehør og USAG autoværktøj, svenske Primus-Sievert campingudstyr og gasværktøj, amerikanske Little Wonder hækkeklippere samt tyske Franz Holz klaverhængsler, der kom til i begyndelsen af 1960´erne.
I 1966 flyttede firmaet ind i en ældre rødstensvilla i det charmerende Ryvangskvarter på adressen Vangehusvej 14 på Østerbro i København. Inden da var Louis Mølholm blevet omdannet til et aktieselskab i 1964. Min far brød sig imidlertid ikke om titlen som direktør. Han foretrak at blive tiltalt som grosserer. Louis Mølholm A/S blev efterhånden en tidstypisk grossistvirksomhed med mange forskelligartede aktiviteter, som blomstrede op i efterkrigstidens mangel på alle mulige slags varer. Dengang skulle man stadig indtil omkring 1960 have importbevilling og det at kunne drive international handel og vide hvor man kunne skaffe varerne samt at tale flere fremmedsprog var ikke så udbredt eller let, som det er i dag. Men det var og blev ABLOY, som var kernen i firmaet med den største omsætning, de fleste medarbejdere og de mest prestigefyldte kunder som bl.a. omfattede kongehuset og forsvarets installlationer.
I 1985 skiftedes adresse til en hvid palævilla på Sankt Peders Vej 8 i Hellerup, da udviklingen gjorde pladsforholdene for små. Efter at Wärtsilä-koncernen (nu ASSA ABLOY) i 1989 havde besluttet at lade alle sine aktiviteter foregå fra et nyoprettet datterselskab, indså min far at situationen gjorde en afvikling af Louis Mølholm uundgåelig. Tiden var også løbet fra den måde at drive grossistvirksomhed på, hvor tidligere tiders fast-opdelte handelsled ikke blev respekteret mere, hvilket også blev forstærket med indførelsen i 1986 af det indre marked i EU med ét geografisk område og med én fælles ydre toldmur. Nu til dags med et fuldstændigt globaliseret marked er kompetencer som indgående produkt- og markedskendskab, værdibaseret salg og fleksibilitet af stor betydning.
Forinden havde min far i 1986 af grosserer Erik Bjørn købt agenturfirmaet C J Holm. Virksomheden er med i “Kraks fortegnelse over Danmarks ældste forretninger oprettet mellem 1100 og 1911 som stadig var aktive i 1950”. Købmand Carl Julius Holm (1838-1891) og senere broren Fritz Albrecht Holm og sønnen John Henry Holm var pionerer inden for international handel med metalråvarer og halvfabrikata. Firmaet repræsenterede således i adskillige år forskellige stål- og kobberproducenter som f.eks. Forges, Ateliers & Boulonneries Cambier, Archimedes Aktiengesellschaft für Stahl- und Eisenindustrie, Duisburger Eisen- und Stahlwerke, Vereinigte Stahlwerke A.G., Heddernheimer Kupferwerk, Klöckner-Werke A.G. samt stålhandelsvirksomheden Ferrostaal. Men C J Holm har også været agent for andre foretagender som f.eks. C. Conradty, der var en fabrik for elektriske og galvaniske kul, Hartmann & Braun AG, der fremstillede elektriske måleapparater, Körting & Mathiesen A.G., som var kendt for deres buelamper samt Gebr. Himmelsbach A.G., en leverandør af træimprægnerings-produkter som f.eks. luftledningsmaster og på et tidspunkt Europas største producent af jernbanesveller.
Holger Valdemar Bjørn, der siden 1899 havde været prokurist i firmaet, indtrådte i C J Holm´s ejerkreds i 1926 og optog i 1950 sin søn Erik Bjørn som ansvarlig medindehaver. Erik Bjørn gik efterhånden ind i andre brancher og arbejdede i mange år som agent for bl.a. den schweiziske glasproducent Temperit og Werit Kunststoffwerke, der er specialist i plastløsninger. C J Holm og Werit Kunstoffwerke kunne i øvrigt i 2014 fejre 50 års forretningssamarbejde. Min far udbyggede dette produktsortiment med dels sine egne agenturer fra Louis Mølholm-tiden og med f.eks. Pyroswiss brandhæmmende glas fra Vetrotech, der efterfølgende sammen med Temperit er blevet overtaget af Saint-Gobain koncernen.
De fleste af disse varegrupper og markeder stiftede jeg et indgående kendskab til fra bunden af i både ind- og udland. Derudover kom jeg i midten af 1990´erne i kontakt med EVVA-Werk og var med til at indføre den østrigske fabrikants låsesystemer i Danmark, hvilket bl. a. blev kronet med en leverance til den Sorte Diamant (Det kongelige Bibliotek) i 1997. Historien gentog sig imidlertid, da Carl F overtog distributionen i 2000. Herefter gik jeg andre veje med fokus på elektroniske adgangskontrolsystemer, chipkort og biometriske sikringsløsninger.
I løbet af 2009 tiltrådte jeg som senior konsulent i C J Holm, der i de seneste 18 år havde adresse på Rygårds Alle 65 A i Hellerup, og fik den store fornøjelse igen at arbejde sammen med min far, der stadig nu langt op i 80´erne var aktiv erhvervsdrivende. Glæden ved igen at arbejde med de gamle produkter og kunder har været så stor, at det faldt helt naturligt at videreføre firmaet og dermed skifte karrierespor igen.
Selvom Carl Julius Holm og Louis Mølholm har levet for flere menneskealdre siden og Thorvald Kortbæk gik bort i 2012, så lader jeg mig stadig inspirere af deres ånd og virke. Jeg synes også det er vigtigt at værne om historien, fordi firmaets identitet har rødder i den og forhåbentlig er fortællingen også værdifuld for andre”.